Foredrag | Kat Lassen

Foredrag

Mine foredrag er rettet mod indskoling og mellemtrin, og børnene er altid garanteret en levende, spændende og berigende oplevelse.

 

Indskolingsforedraget har som start en introduktion til mit forfatterskab og hvad det vil sige at være forfatter. Mange børn tror at man skal være perfekt i forhold til at læse og skrive for at være forfatter, og derfor kommer jeg også ind på, at jeg selv faktisk først lærte at læse da jeg kom i 3. klasse, plus jeg kender forfattere som er ordblinde. I foredraget kommer jeg også kort ind på, i kraft af at jeg samarbejder med illustratorer, hvad er en illustrator for noget og kan man som voksen leve af at tegne? Jeg har altid farvelægningstegninger med til børnene, som en hilsen fra mine illustratorer.

Resten af foredraget har fokus på det eventyrlige, venskaber, søskende stridigheder og hvad gør man, hvis man mister noget man har kært, skal bare lade være med at tale om det og bare gemme det væk?

De ovenstående emner er alle emner jeg taler om ud fra mine bøger: Ellebæt-serien og Fru Kuk. Disse bøger er også dem, jeg læser højt fra. Min højtlæsning er kendt for at tryllebinde børn og voksne evt. fordi jeg har mange års skuespillererfaring og selv har indtalt lydbøger. Det bliver derfor aldrig monotont og kedeligt, og jeg har ladet mig fortælle, at det er lidt af en oplevelse.

Der vil altid til sidst være tid til spørgsmål.

Varighed: 45 minutter + tid til spørgsmål (varighed til der ikke er flere spørgsmål)

Pris: 5.000 kr (Jylland - tillæg for transport)

 

Mellemtrinsforedraget har som start en introduktion til mit forfatterskab og hvad det vil sige at være forfatter. Hvornår gik det op for mig, at jeg ville være forfatter og hvad kræver det så? Jeg fortæller lidt om det at indlæse sine egne bøger, som lydbøger og hvad er betoning feks. for noget? Med et udgangspunkt fra mine to tweenbøger: Gitze og Mads samt Måneskinsbanden, plus mine mange års erfaring med arbejdet med børn og unge, så taler vi om, at det kan være svært at være sig selv i lige deres alder. Det kan feks. være svært at være helt ligeglad med, hvad andre tænker om en. Vi taler om misforståelser, forelskelse, uheldige bumser, hår allevegne og bryster på størrelse med minimuffins eller måske mere på størrelse med en kanelsnegl. Der er altid plads til både grin og røde kinder, men håbet er, at de unge også får en opdagelse af, at alle andre har det også lidt ligesom dem, at de er ikke alene.

Løbende under foredraget vil jeg forkæle øregangene med min oplæsning, som nok skal få smilene frem.

Varighed: 45 – 60 min. + 15 min. til spørgsmål

Pris: 5.000 kr (Jylland - tillæg for transport)